Mitt andra stora besök i Sarek – juni 1994

Inledning

Det var på slutet av sommaren 2015 att signaturen OBD här på Utsidan berättade om sin 11 år gamla vandring i Sarek – och med jättefina skannade foton: http://www.utsidan.se/cldoc/sarek-2004.htm

Just vid den tiden hade jag – efter c:a tre års paus – återupptagit att skanna gamla dias. För tre år sidan slutade en gammal dator och det gick lång tid att komma vidare med den serie jag då skannade: Bilder från Sarek 1994. Inga dias var tappt, och å andra sidan hade skannermjukvaran blivit inte bara enklare (eller lättare för mig att förstå), men kanske också lite bättre. Det är en bra känsla att jobba med så pass gamla dias som håller ganska bra nivå. Mjukvaran har lite teknik med bl.a. en fin dammreduktion. Om färgarna inte kan justeras nog där, blir det lite mer färgjustering i Photoshop och Picasa. Det syns vara lite beroende på filmmärke; för mina Agfachrome-dias tycks färgerna efter c:a 25 år ibland bli något röda. Andra märken tycks vara bra längre. Även bra hantering med ramar och dias-lådar genom åren spelar givetvis en viktig roll.

Totalt sett tycker jag OBDs foton är lite skarpare och mer kontrastrika (blåa) än mina, och det kan helt enkelt bero på filmval och t ex polarisationsfilter.

När det gick så bra med 21 år gamla dias, tänkte jag även att göra en liten beskrivning av vandringen. De gamla dias och anteckningsboken framkallar de minnen som behövs. Så Tack till OBD för denna inspiration!

Eftersom jag ju är dansk har jag tänkt att spara lite på min tid, då det är lättare på danska än på svenska. Jag hoppas det danska i det följande är tillräckligt enkelt att lära sig ifrån. I denna uppsats finns bara ett urval av de dias som finns, men alla dias kan betraktas på denna länk, där även skannern nämns:

https://picasaweb.google.com/109085455557922780527/TurGennemSareksNationalparkJuni1994

Tipp: Om man vill se andra av de diasserier jag har skannat och framöver skannar, klickar man inne på bildsidan enkelt på mitt namn (Hans Christensen) överst t v på sidan. Just nu är det c:a 10 serier, därav hälften från Sarek. Dessutom skrev jag uppsatser på Utsidan i 2009 och 2010 med mer från Sarek, som man är välkomna att söka fram.

sv-da

Kort turbeskrivelse - Suorva 12. juni til Kvikkjokk 1. juli

I denne – lange - periode var der planlagt eller blev afholdt 6 hviledage og gået 145 km med rygsæk. Turen til og fra Danmark med de sædvanlige tog og bus Gällivare-Suorva (Ritsembussen) og Kvikkjokk-Murjek. En enkelt tur fra det sydlige Jylland, hvor jeg bor, varede på dén tid ca. 36 timer med de bedste forbindelser. I dag kan det gøres på ca. 30 timer

Vandreudstyret var det sædvanlige, og måske var et par nye gummistøvler det eneste gamle grej der var udskiftet fra tidligere.

Ruten var planlagt vha. et BD10. Ruten blev holdt med ganske små afvigelser, indtil der de sidste dage var rigelig tid tilbage før jeg skulle være i Kvikkjokk. Denne ekstra tid blev brugt til en rundtur til Ijvvárláhko.

Undervejs gik turen gennem Basstavágge, Áhkavággepasset i Oalgásj og over Luohttoláhko.  Der var ganske lange af de høje strækninger der gik gennem sne. Vandstanden i jokkene var relativt lav.

En vandring som ledar över något ovana vadställen och passövergångar. Ganska bra väder, mycket snö och lite vatten var det.

Starten af turen. Suorva-Guhkesvákkjåkkåbroen-Vuojnesskajdde

Turen var ganske nem, men der kom hurtigt sne, og fra ca. 700 m højde (som man når få km syd for Suorva) var der en del sne, at gå på eller forsøge at gå udenom.

Njavvejågåsj møder jeg stor og mægtig i ca. 700 m højde og vælger derfor at gå opstrøms, da jeg ikke kendte det noget lavere vadested der i dag er kendt af mange. Jeg krydser derfor Njavvejågåsj i ca. 850 m højde. Det kan l-i-g-e gå an i gummistøvler.

Kommet op i dén højde holder jeg stort set 900 m kurven helt frem mod Nienndo næste dag.  Det er tiltagende dårligt og koldere bygevejr, så den 3. vandredag bliver efter 3 km på 2½ time nærmest til en hviledag. Om aftenen er det lige vejr til en fototur ned omkring Nienndo, den østlige del af Lietjitjávrre. Luften er præget af snebyger, og en del af det varmeste tøj er på.

Om morgenen den 15. juni møder jeg 2 svenskere fra Skåne, der har været igennem Basstavágge på en 1-uges rundtur fra Suorva. Det var godt med tips om sneen i Básstavágge, som var på min plan næste dag.

Ähpar med den vilda Bierikbakte 1789m från NO

Vuojnesskajdde - vadbart?

Jeg må have været uvidende om, at man visse år kan vade over ved Vuojnesskajdde, men det kunne jeg se kunne være en mulighed, da jeg var kommet højt op omkring Vuojnesvárásj 1006 m efter Guhkesvakkjåkkåbroen. Vadestedet i Vuojnesskajdde var iflg. notesbogen kun 15 m bredt, rolig strøm og godt knædybt. Efter senere erfaringer (2010) må jeg kraftigt advare mod, at man regner med dette som et muligt vadested, men i juni 1994 var der endnu is på Vuojnesluobbala, så snesmeltningen må have været meget sen.  I 2010 fandt jeg ud af flere gode vadesteder i Bierikjåhkå opstrøms søen, som i 1994 også havde været min oprindelige plan.

Basstavágge

16.juni er det fremragende vejr til at krydse gennem Basstavágge. De første km op til i hvert fald Skájdásjvágge er lette. Sneen skåningene havde omtalt ligger fra passet og videre vestpå, i alt 3-4 km. Denne sne er dyb og ustabil. Regnbukser opfylder funktionen som snegamascher. Jokkene i Basstavágge var på dén tid meget nemme.

Basstavárasj 1492m sett från V i snön i Basstavágge

Således ganske træt efter dagens 15 km (8½ time) når jeg frem til en bedårende teltplads ved Bierikjávrre.

Bielavallda-Skarja-Allganjálmme

Efter en hviledag i de smukke omgivelser ved den isdækkede Bierikjávrre vågner jeg op i et halvvådt telt med 5 cm tøsne. Men der kommer mildning og pænere vejr. Dagens vandring går til Skarja. Der er kun ét problem: 18.juni er der ingen bro ved Mikkastugan. Det er en påløftsbro, som normalt bliver monteret allersidst i juni. Jeg mindes ikke om jeg var helt forberedt på dette problem, men jeg kan se i min turplan at der var sat tid af til en kortere eller længere omvej (5-15 km) via Ruohtesvágge. I dag ved jeg dog dette, at Mihkajåhkå også kunne have været et problem. Mihkajåhkå er i normalår livsfarlig at vade.

Tjågnårisjågåsj er kendt for at være en vanskelig passage. Medmindre der er en snebro, og det var der. At Mihkajåhkå ikke blev noget problem skyldes ligeledes, at den havde en rimelig stabil snebro endnu. Så vidt jeg husker var det nær udløbet i Smájllajåhkå.

Jeg er så på vej op på østsiden i Ruohtesvágge, da det allerede 2½ km nord for den manglende bro byder sig en mulighed for at vade Smájllajåhkå. Efter ½ times research – uden rygsæk – havde jeg udtænkt en rute, og kun i den ene støvle slipper et par dråber vand ind, men først i den allersidste del af vadet. Jeg har flere gange senere – i andre år – set hvor stor og mægtig Smájllajåhkå normalt er. Vadestedet har jeg aftegnet på kortet ca. 400 m nord for hvor den lille jokk fra Skárjatjåhkå kommer ned.

Ganska ovanligt att kunna vada Smajllajåhkå redan 2,5 km N för Skarja. Snöbranterna är upp till til 1m höga

Från mitt Skarjaläger ses upp i Ruohtesvágge den snöfyllda sida längs Gavelberget

Næste dag går turen mod vest. På dén tid kendte jeg muligvis ikke noget vadested i Guohperjåhkå, så jeg krydser den allerede ca. 1½ km nedstrøms det ellers velkendte sted oven for sammenløbet med Gálmmejåhkå. Med tanke på den fortsatte ruteplan havde jeg derved måske også sparet ét vad, idet jeg ikke kendte forholdene i Alggavágge dengang.

Går op til lige før renstängslet, hvorfra der på næste dags hviledag er en fin udsigt ned over et næsten snedækket Allganjálmme.

Gennem Áhkavággepasset i Oalgásj

Dette er en anstrengende tur. Den går meget højt op (ca. 1.410 m), og den samlede vej ned til Sarvesvágge (eller Alggavágge hvis man var gået i modsat retning) er meget lang. Man bør derfor være rimelig sikker på godt vejr. En del af strækningen gennem sne (i juni 6-7 km) er desuden anstrengende, da sneen mest er blød. Jeg brugte i alt 9½ time på mine 13 km.

Jodå - den ekstremt vackra ’vindkanal’ vid Kanalberget i Oalgasj. Där krävs en lång passvandring och bra väder. Hoppas den finns kvar än? 

Belønningen for turen i godt vejr og med gode ben er til gengæld et uforglemmeligt syn med fine lange udsigter både mod nord og syd, men især pga. den ekstremt flotte ’vindkanal’ i kanten af Áhkajiegna i passet mellem denne gletscher og Kanalberget. Det er usædvanligt med et svensk stednavn i området, og jeg er ikke bekendt med at Kanalberget også har et samisk navn. Alligevel er Kanalberget – og dermed vindkanalen – kendt gennem mange år. Vindkanalen vedligeholdes ved, at der ved visse vejrforhold blæser varme vinde gennem passet.

Efter ’Vindkanalen’ kan man njuta av ett förtjänt syn hela vägen ned till Sarvesvágge

Videre ned i Sarvesvágge er let og flot. Afhængigt af om man skal mod øst eller vest i dalen, bør man evt. vælge side af Ridánjunjesjågåsj i god tid, da den evt. kan være vanskelig i sit nedre løb. I juni 1994 var den for vanskelig for mig at vade, skønt selve Sárvesjåhkå på dette tidspunkt var ret blid.

Personligt kender jeg ikke til mulige teltpladser i Oalgásj-området, idet man nok skal regne med totalt snedække i størstedelen af turens høje etape. På slutningen af etapen er det rart at vide, at der er fine teltpladser nær Ridánjunjesjågåsj.

Over Sarvesjåhkå

Jeg havde også i 1990 krydset denne store centrale Sarek-jokk, men det var 7-8 km længere opstrøms.  Det var meget belejligt blevet en af mine hviledage – dagen efter den høje pastur i Oalgásj. Dog var det stille regnvejr det meste af denne hviledag. Udelivet var derfor skåret ned til at hente vand. I teltet blev der læst, digtet og pudset næse, skønt det ikke var videre koldt.

Sarvesjåhkå vid Ridanjunjesjågåsj’ utlopp. Lite ovanför där jag vadade Sarvesjåhkå

Vandstanden i Sárvesjåhkå er derfor d. 23. juni steget betragteligt. Da jeg ikke dengang havde kendskab til vadesteder nedstrøms, brugte jeg formiddagen til at udsøge et vadested nær lejrpladsen. Det blev fundet kun ½ km nedstrøms Ridánjunjesjågåsj, hvor Sarvesjåhkå svinger og er så godt delt op, at den kunne prøvegås i støvler. Stedet markeres med sten, til jeg vender tilbage med hele oppakningen. Det viser sig at en flok rener kender samme vadested, idet de ubekymret bare vader ud fra den modsatte side og lynhurtigt er ovre. Jeg selv får dog så meget sprøjtvand i støvlerne, at sokkerne bliver våde. Det ser ud til at fornøje renerne at kigge på denne mindre fadæse.

Over Luohttoláhko til Njoatsosvágge

Efter Sarvesjåhkå går det på skrå op mod Noajddevágge, denne strækning indeholder en del vidje og er vådt. Videre op i Noajddevágge er let. Først næste dag tager jeg turen over Luohttoláhko.

Det skulle vise sig at Luohttoláhko dette år, og vi taler om d. 24. juni for >95%’s vedkommende er snedækket, og sneen er ustabil. Hele strækningen anvendes regnbukser som snegamascher. Men vejret var godt til denne ret anstrengende etape. Det var bare at gå, og jeg mindes ikke andre pauser end den hvor der blev holdt frokost på en snefri plet.

Från Luohttoláhkos sydslutning bildas ett fantastiskt vy upp i övre Njoatsosvágge

Når man er nået et stykke ned af fjeldhedens sydslutning er det tid at kigge efter en attraktiv rute ned til Njoatsosvágge (det er ca. 400 højdemeter). I Bálgátjåhkå, der langt ned løber i en dyb, dyb slugt får jeg øje på et sted hvor én stor klippeblok nærmest er fastklemt i hele jokkens bredde (1½ m). Jeg satser på at man kan bruge klippeblokken som en passage, om ikke andet med lidt vandsprøjt i hovedet. Hvilket også lykkes.

Godt træt slås lejr allernederst på Loamebuollda. Et fint sted, der også egner sig til næste dags planlagte hviledag.

Ved den lille jokk forbi teltet viser der sig jævnligt at flyve en vandstær forbi. Andre fugle-seværdigheder viser sig at være overflyvende tårnfalk og bysvale, dengang som nu ikke så almindelige så langt oppe i fjeldet i Sverige. Men Njoatsosvágge er en meget markant NV-gående dal, der helt fra Kvikkjokk eller længere nedstrøms i Luleälvsystemet givetvis også kunne lokke den sølvmåge fra dagen før på (gen)vej mod Norge.

Hviledagen bruges desuden til en 4-timers tur op til kanten af Luohttoláhko. For at råde bod på det manglende fotovejr dagen før. På turen blev der fundet flere passagemuligheder i både Bálgátjåhkå og Skajdasjjåhkås nedre løb.

Mod Ijvvárláhko og Kvikkjokk (26. juni til 1. juli)

Her var der rigelig tid til at forlænge ruten og forsøde den med nogle ekstra hviledage.

Efter Sähkokjåhkå (den sædvanlige snebro) holdt jeg ca. 1.050 m højden østpå mod passet mellem Boarektjåhkå og Stuor Jierttá, og derfra over til NV-siden af Ijvvárláhko. Sneen i Stuor Jierttápasset er dyb og blød at gå i – så meget at selv en ren har været vendt om.

Ijvvárláhko er den lavest beliggende af fjeldhederne (-lahko) i Sarek. Der kan være gode udflugtsmuligheder omkring søerne ved Vájggánjávrátja, men også mod NV til Gådokjåhkå og evt. Bårddejiegna, eller mod NØ til der er en mægtig udsigt over Rapadalen. Der er mange mulige teltpladser i området. Mange kommer over Ijvvárláhko på vejen til eller fra f.eks.  Lullihavágge.

Ijvvarláhko. Fortfarande lite is på sjöarne Vájgganjávratja c:a 870 m

Efter en hviledag går jeg mod Pårek, Boarek. Givetvis en noget alternativ vej, nemlig ned om Gállakjávrre. Derfra sigter jeg SV, dvs. rammer Pårekstien ca. 1 km syd for Boarekjávrre. Strækningen huskes ikke som specielt vanskelig, sump findes dog ved Gállakjávrre og det sidste stykke før Pårekstien.

Ved Pårekstien er der mange gode steder til teltplads. Selv har jeg flere gange benyttet et sted SØ for Lulep Várddo, lidt N for nationalparkgrænsen.

Jeg følges en del af strækningen med en finne og en svensker, som jeg allerede har mødt på Ijvvárláhko. Da jeg har bedre tid end dem, og der er mange teltmuligheder ved Pårekstien og Kungsleden, gør jeg yderligere et stop før Kvikkjokk.

En vellykket tur synes jeg altid beror på at der har været rigelig tid.

Kort over min rute ses som billed #1 i ovennævnte Picasa-link.