Det lader til at Etaproof er det samme stof som Ventile. Blot er Etaproof produceret hos Stotz & Co. i Schweiz, hvor Ventile produceres hos Talbot Weaving i England. Jeg kunne se på din henvisning, at Stoltz sælger minimum 30 meter. Jeg kender ikke prisen. Men jeg tog kontakt til Talbot, som gerne sælger den længde, du måtte ønske. (Dog skal du købe minimum 300 meter, hvis du vil have den militære vævning, L28 – den produceres nemlig kun på ordre. L28 koster 228,25 dkk/m). De andre koster: For den almindelige (L24) 153 dkk/m; for den lette (L34) 159,75 dkk/m ; for den tunge (L19) 158 dkk/m. Stoffet er 1,5 meter bredt. Det koster så ekstra 110 dkk for små afskæringer fra store ruller!
De er både venlige og informative på Talbot. De faxer for eksempel gerne syanvisninger. (Der kræves en ganske speciel nål til i hvert fald L28, ved jeg). Jeg har endnu ikke bestilt, da jeg afventer den ”info pack” de netop har sendt afsted til mig. (Jeg har nemlig ingen fax). Jeg vil gerne se alle farverne, før jeg bestiller.
Pointen er: Jeg skal sy et selvstående telt med overdækket indgang. Det skal være i Ventile, fordi jeg ikke ønsker indertelt – og fordi teltet skal kunne ånde. Da jeg havde indtryk af, at Ventile var ekstremt dyrt, ville jeg sy det nederste, bunden og dele af udhænget i billigere bomuldsstof, som jeg ville imprægnere med min bivoksblanding. Men da andet bomuldsstof, der er tætvævet og langfibret koster 20-40 dkk/m mindre end Ventile…Tja; så har jeg valgt udelukkende at bruge Ventile.
Det undrer mig dog, at når jeg har spurgt så mange steder, fra producenter over forhandlere til brugergrupper (såvel inde- som udemennesker), at ingen har kunnet fortælle noget som helst om reel kvalitetsvurdering af stoffer. Intet!? Vandtæthed, lystæthed, trådstørrelse, vævningstæthed, fiberlængde – intet har jeg fået et ordentligt svar på!? Jeg kan til nød få oplyst vægten pr. kvadratmeter, som ikke giver mening uden nogle andre parametre. (Nåjo; en forhandler gav uddybende oplysninger om et produkt, der bestod af 50% polyester og var imprægneret, selvom jeg anførte udelukkende at være interesseret i 100% ren, uimprægneret bomuld. Deres specielle produkt, netop til telte, havde således knap 23 tråde pr. centimeter på hver led – sammenlign selv med Ventile. Og så vejede det 220 gram/kvadratmeter)!
Venligst
Thye